1. søndag i fasten. Helene Reingaard Neumann i samtale med Adam Garff
Prædiken på vej - A podcast by FUV - Mondays

Categories:
"Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig." Sådan siger fristeren, Djævelen, Fanden selv, til Jesus i prædiketeksten til 1. søndag i fasten. Men Jesus giver sig ikke. For Guds søn lader sig ikke friste som sine ur-forældre, Adam og Eva, der lod synden komme ind i verden. Så hvad skal vi arme syndere dog gøre, når fristelsen atter viser sig ved det næste gadehjørne? Og hvad kan den Oscar-vindende film ’Druk’ lære os om fristelsens gode sider? Dette og meget andet kastes under en nysgerrig lup, når cand. theol., præst og skuespiller Helene Reingaard Neumann gæster sognepræst i Gentofte, Adam Garff.Prædiken på vej er præster, der taler med andre præster og teologer om den kommende prædikentekst - til faglig inspiration og almindelig opbyggelse, til forberedelse for den, der skal prædike på søndag, og til glæde for alle, der vil lytte til en fri og teologisk kvalificeret samtale om de tekster, der skal prædikes over. Podcastserien blev lanceret i 2020 og er siden blevet produceret i skiftende samarbejde med folkekirkens stifter. Der er over 300 afsnit i serien, og der kommer hver uge et nyt til. Prædiken på vej bliver fra palmesøndag 2025 og det kommende år til i et samarbejde mellem Fyens Stift og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.